Den første slags kemo skulle jeg have 3 gange med 3 ugers mellemrum. 
Kemo dræber alle celler i kroppen, også de raske celler – og man bliver syg (nogen mere end andre). Allerede inden kemoen skulle jeg tage de første piller forebyggende. Men alligevel mærkede jeg på vej hjem i bilen at kvalmen kom snigende, og den blev kun værre i løbet af aftenen. Jeg følte mig ikke særlig meget tilstede og Joel tog sig hovedsageligt af Tilla imens jeg slappede af på sofaen. Men på trods af umenneskelig kvalme og svimmelhed, så slappede jeg mere af end jeg havde gjort siden diagnosedagen, og da jeg lagde mig i sengen tænker jeg vitterligt ordene ”bekæmp det, tag det, dræb det”.

Dagen efter var vejret FANTASTISK! jeg vidste at jeg ligeså godt kunne vænne mig til kemohelved i sommervejret. Men lige netop denne dag, fejrede vores kammerat sin fødselsdag med Grill og ølbowling i Indelukket. Joel pressede på ingen måde på, for at vi skulle afsted – da han godt kunne fornemme at jeg ikke var på toppen. Men senere på dagen, syntes jeg alligevel at pillerne virkede så godt, at vi kunne tage derned med barnevognen for at sige hej. Turen var dejlig forfriskende selvom mine ben føltes som gele. Jeg nød den friske luft, da jeg ellers konstant havde en underlig lugt siddene ved næsen, som forstærkede kvalmen. Vi havde et par dejlige timer dernede, men som lynet fra en klar himmel blev jeg pludselig dårlig og vi måtte pakke sammen og tage hjem igen. Hjemturen var pludselig rigtig lang!

Søndagen gik lidt som lørdagen. Jeg startede med at føle at pillerne virkede rigtig fint, men som timerne gik, blev det værre. Vi havde endnu ikke planlagt hvad vi skulle gøre, når Joel skulle i skole mandag morgen. Naivt nok, havde jeg regnet med at jeg var klar til at tage mig af Tilla. Men jeg følte mig usikker og afkræftet i arme og ben, så blot at holde hende var uoverskueligt. Jeg fik skrevet til en gammel kollega, som jeg vidste stod uden arbejde – det var første gang jeg rakte ud for hjælp fra andre end familien, og selvom jeg vidste at det var ok at spørge, så var jeg træt af at jeg var nød til det. Heldigvis var det ikke noget problem at få hende til at komme, og vi havde en hyggelig dag, indtil min mor kom og overtog ”vagten” senere på dagen. 

2. kemo gik forholdsvis godt. Sygeplejersken der havde undervist os, var hende der skulle stikke mig og det passede mig rigtig godt, da jeg allerede var enormt tryg ved hende. Hun var selvsikker og nærværende uden at age en på ryggen. Men ligesom sidste gang, så blev jeg ramt af angsten for at kemoen kom forkert ind i kroppen, så tårerne kunne jeg ikke holde tilbage. Heldigvis fik sygeplejersken beroliget mig på bedste vis og før jeg vidste af det, sad vi i bilen på vej hjem. Jeg erfarede at jeg havde haft mere kvalme end de ønsker og jeg fik derfor endnu flere piller med hjem.  Jeg var stadig ikke uden kvalme og mest af alt var lugten under min næse forfærdelig! Men når jeg ser tilbage på det, syntes jeg faktisk at jeg kom ret godt igennem de første dage efter kemo, som skulle være de værste. 

Og så fik jeg en port 
Åren hvor jeg fik den første kemo begyndte pludselig at stramme ind og gøre ondt når jeg strakte armen.  Efter et opkald til onkologisk afdeling, vidste det sig at mine åre allerede havde taget skade og da jeg i forvejen også var svær at stikke i, blev der ret hurtigt booket tid at jeg kunne få indlagt en port lige over brystet. Det er en lille “dims” der har en lang slange, som man ligger ind i en stor blodåre og gemmer væk under huden. Man kan så i “dimsen” mærke nogle punkter som indikterer hvor nålen skal trykkes ind og derved har direkte adgang til den store blodåre. 

Selve operationen var under lokalbedøvelse og for mig en modbydelig oplevelse! De fik det til at lyde så simpelt! Men det var så tæt på hovedet, at det dække jeg skulle have på, var klisteret næsten over mit ansigt, så jeg følte det helt klaustrofobisk! Samtidig blev lægen meget udfordret og måtte pludselig starte forfra og lave et nyt snit et andet sted. Og sidst, men ikke mindst, så kom han op til flere gange til at prikke til mit hjerte, så jeg hele tiden blev ramt af pludselig hjertebanken. Om det er så slemt for alle der skal have indlagt port, ved jeg ikke. Men skulle jeg være nød til at få sådan en igen, ville jeg forsøge at ønske at komme i narkose. Når det så er sagt, så blev porten min redning igennem kemoen. Jeg var nu ikke længere bange for at få kemoen forkert ind og kemodagene blev pludselig til positive oplevelser hver gang.

Scanning og lægesamtale 
Allerede dagen efter skulle jeg have min. 3. Og sidste af de skrappe kemoer. Mine blodprøver havde egentlig ikke været gode nok til at få kemo, men jeg fik taget nye på dagen, som heldigvis var lige som de skulle være ?? Inden det var kemotid, skulle jeg først til lægesamtale. Det var tid til at få besked på hvordan kemoen have hjulpet, efter at jeg ugen før, igen havde været i MR scanner. Jeg kunne mærke at knuden var skrumpet, så spørgsmålet var egentlig bare hvor meget, eller om den bare have bredt sig udover hele brystet i små stykker (ja, jeg havde googlet alle muligheder). 

Vi kom ind, satte os og min onkolog lignede en der slet ikke havde været inde for at læse svaret endnu. Men så begyndte han at læse op og imellem de latinske betegnelser og lægevenlige forkortelser fangede jeg enkelte ting som “tidligere tumorleje” og “komplet behandlingsrespons” . Da han var færdig med at læse, kiggede han på mig og smilte. “Det vil sige at man udfra billederne ikke kan se mere kræft, Pernille”. Jeg havde samme følelse i kroppen som da jeg fik 10 til min sidste studentereksamen. Som om jeg havde sejret og jeg ville nu bare gerne ud og råbe det højt! Hans smil står stadig klart i min erindring, for jeg tænker at en Onkolog viderebringer alt for mange dårlige nyheder, og jeg tror derfor at de verner om de gode. Og udfra hans ansigt så tror jeg at min var en af de RIGTIG gode ?? “det sker ikke så tit at der er SÅ god respons på behandlingen”.  Jeg hørte ikke meget andet han sagde men følte blot en ekstase af lykke, og da han et kort øjeblik forlod lokalet for at hente noget, kiggede jeg på min mor som havde lige så mange tåre i øjnene som jeg – og vi sprang i armene på hinanden. 

Mere kemo tak
Sidste EC ventede nu på mig, og alt virkede pludselig meget letter.. Jeg vidste at behandlingen virkede og jeg skulle ikke længere stikkes i armen men blot have en nål ind i min port! Alt var simpelthen godt og der var plads til masser af smil under kemoen. Selvom billederne ikke længere viste noget kræft, ændrede det ikke på planen. Jeg skulle derfor nu vente 3 uger igen og så ville de ugentlige kemoer med stoffet “taxol” begynde. 

Med ny kemo, starter nye bekymringer. Selvom den nye kemo ikke betød kvalme, blev der istedet sat en ny liste op med bivirkninger: 

• Allergisk reaktion 
• Ekstrem træthed 
• Føleforstyrelser 
• Nerveskader 

Men intet er selvfølgelig så skidt, at det ikke er godt for noget andet 😉 Jeg var ekstremt bange for de allergiske reaktioner og sygeplejerskerne havde på forhånd anbefalet at Tilla ikke kom med, de første 4 gange, da det var der reaktionen ville komme, hvis den altså kom. Det var igennem disse kemoer at jeg begyndte at knytte mig og føle tillid til mine sygeplejersker. Sygeplejersken der var til stede under den første taxol var meget nærværende og hørte mig i min bekymring og angst for den allergiske reaktion. Så selvom det var ren kotume at man bliver observeret, så fik hun mig til at føle mig speciel, hvilket var fantastisk i en sitationen hvor man nemt kunne føle sig som “en af de mange”. Jeg har den dybeste respekt for sygeplejersker efter at have været patient over længere tid. Deres løn kan ikke retfærdiggøres, set ud fra alt det jeg har oplevet. Jeg har grædt, skældt ud, grinet, grædt igen og knyttet bånd. Og selvom de sikkert ikke vil huske mig på samme måde som jeg vil huske dem. Så har de helt sikkert været med til at jeg kan se tilbage på min behandling som noget positivt. 

Selvfølgelig skete der ikke nogen allergisk reaktion og heller ikke efterfølgende. Kemo fredagene var pludselig fredagenes højdepunkt, fordi jeg begyndte at føle mig hjemme på både afdelingen og blandt personalet. Samtidig virkede de også glade for at se mig og min lille familie. Tilla var med til at skabe en helt speciel og dejlig stemning, ikke kun for mig men også for de ansatte og ikke mindst min stuemakker (der sidder altid 2 på en stue). Jeg klarede alle taxol behandlinger på fuld dosis, men måtte have kølehandsker på, da jeg begyndte at få lidt føleforstyrrelser på hænderne. Det mærker jeg heldigvis ikke noget til idag og nerveskader har jeg kun ganske lidt af i fødderne, men det kan sagtens også nå at foretage sig. 

Taxol var som sagt, en helt anden historie I forhold til EC og jeg fik langt mere overskud til forskellige ting. blandet andet startede jeg til babysalmesang med Tilla og tog et par hold i træningscenteret, samt en helt masse gåture både med og uden barnevogn. Den fantastiske sommer skulle nydes, når nu vores planlagte sommerferie til Italien blev aflyst. Jeg havde også overskud til at få foreviget den barske tid med smukke billeder. Faktisk var der ikke mindre end 2 fotografer der hjalp mig med dette. Little Angels by Medine og kunstfotografen Ragne Sigmond. Billederne er helt fantastiske og det gør mig både glad og stolt at se tilbage på dem. Derudover deltog jeg i Stafet For Livet i Herning.

Fredag d. 7. September var det tid til sidste kemo! Alt var gået planmæssigt og ingen behandlinger var blevet udsat. Så datoen som jeg allerede fra start havde sat kryds ved, holdt stik. Jeg havde kontaktet Kager Med Sjæl og fået Hende til at lave den fineste kage til at fejre dagen på afdelingen. Og bedst som at jeg troede at kagen var det der toppede min dag – blev den pludselig vendt op og ned. Min Mor, søster, Niece og veninder kom pludselig ind på stuen med flag og fortalte at der ventede mig gaver og kage når jeg var færdig med at få kemo! WAUW! Sikke en overraskelse! Jeg bliver stadig helt rørt ved tanken. 

Næste skridt imod at være kræftfri, var den/de kommende operationer og jeg var klar til kamp….. troede jeg!