Torsdag d. 1. marts 2018 (41+0)
14.30
Efter en tur ude ved min mor efterfulgt at lidt indkøb, lander jeg på parkeringspladsen og åbner bagdøren for at slæbe varer op. Jeg mærker et skyl! Har jeg tisset eller er vandet gået? Jeg hopper op i lejligheden og siger til min kæreste at jeg er i tvivl om jeg har haft en meget ufrivillig vandladning eller om vandet er gået. Jeg tager et bind på og smider mig på sofaen efter at have googlet at vandet vil gå flere gange.
16.30
Intet yderligere er sket og vi små griner lidt over at jeg må have tisset i bukserne.
Jeg hopper på toilet og tisser. Da jeg går fra toilettet og ind mod stuen, kommer der pludselig en skylle mere. Jeg hopper ud på toilettet og kigger i bindet der nu er helt lyserødt – BINGO! Der er blod med, så vandet er gået! Jeg får informeret Joel og ringer til fødegangen der vil se mig 18.30. Jeg begynder derfor at pakke diverse ting så jeg er sikker på vi får det hele med (stadig ingen veer)
17.30
Jeg kører på McDonald’s og henter lidt mad til os, så jeg kan nå at få noget inden veerne stjæler min appetit. Faktisk foreslog jeg derhjemme, om jeg skulle begynde at skrælle kartofler til det planlagte aftensmad. Men Joel mener det er lidt et overkill at begyndte på det vilde madlavning. I drive-in mærker jeg en murerne følelse.
18.00
Vi sidder der hjemme og spiser og vandet går igen og igen, og den murerne følelse er der igen. Vi skynder os derefter til sygehuset og jeg mærker på den 30 min. tur et par yderligere veer men ikke noget der er vildt slemt.
18.45-19.15
Der er lidt problemer med fordelingen af stuer, men jeg bliver undersøgt til at være 1 cm åben og de kører en strimmel på mig, på en anden stue. Da den er færdig er veerne begyndt at tage ret meget til.
20.30
Jordemoderen vil have os til at tage hjem så jeg kan ”arbejde med veerne”. Men på det her tidspunkt føler jeg ikke at der er mere end 2 min imellem og føler mig SLET ikke tryg ved at skulle hjem. Jordemoderen går ud for at hente min vandrejournal og Joel forsøger at få mig til at “skære igennem”, da han kan se jeg ikke er tryg ved at skulle hjem.
Jeg får det sagt da jordemoderen kommer tilbage og heldigvis er hun begyndt at være enig, da jeg har haft mange veer på den korte tid vi har snakket. Vi får derfor en observationsstue hvor vi skal lade som om vi er hjemme, og så kan vi snakkes ved i morgen tidlig (troede hun) ..
21.45
Jeg kan ikke holde smerterne ud længere og tilkalder jordemoderen. Jeg er nu er 3 cm åben. Hun beslutter sig derfor for at vi skal have en fødestue, så jeg kan komme i vand og samtidig få 1. omgang antibiotika for streptokokker (skulle nå at have 2 omgange med 4 timers mellemrum).
22.00
Da jeg er kommet i vandet får jeg besked på at der er vagtskifte og den jordemoder der skal overtage kunne genkende mit navn, da vi er “barndoms-skole-kammerater” .. altså ikke en jeg har snakket med siden folkeskolen, men hun ville alligevel lade mig afgøre om det var ok. Jeg har for mange smerter til at have en holdning til noget som helst og siger ok.
23.00
Jeg vrider mig af smerter i vandet og begynder at føle en trang til at presse. Jeg forstår det slet ikke, da jeg jo nok først lige er kommet i den aktive fase og tænker at jeg det er ulideligt og får derfor Joel til at ringe efter hjælp så jeg kan få undersøgt om jeg er åbent nok til at få epidoral.
En helt 3. Jordemoder kommer ind, da de er igang med at videregive informationer i vagtskiftet. Jeg kommer op af vandet så hun kan undersøge om jeg er åbnet nok. Med stor øjne kigger hun på mig og siger “du kan ikke nå epidoral, du er 9 cm åben” .. og hun skynder sig ud efter min nye jordemoder.
Herfra mister jeg lidt tidsfornemmelse men jeg arbejder (på umuligvis syntes jeg selv) med mine presseveer som jeg ikke må presse på! Lillepigen ligger en anelse skævt i bækkenet og skal rykkes på plads ved at jeg står på knæerne henover en sækkepude og laver hoftebevægelser.
00.50 (Fredag d. 2. marts 2018)
Jeg får endelig lov til at presse, men jeg når kun at presse 2 gange før jeg får besked på at hendes hjerterytme falder og det strømmer pludselig ind med alverdens mennesker på stuen. På trods af alt trafik, så formår jordemoderen at få mig at bevare roen og bare presse alt hvad jeg kan. Jeg begynder derfor også at presse udenom presseveer da jeg kan fornemme HUN SKAL UD! De er ved at gøre klar til at lave en blodprøve på hendes hoved, men når ikke at blive færdig før jeg har fået presset lillepigen ud!
01.08
Tilla er født! Sund og rask og med perfekt hjerterytme med det samme hun var ude. Først nu, kommer jeg i tanke om at Joel faktisk er til stede. Jeg havde i kampens hede fuldstændig glemt og overset min bedre halvdel, der lige havde været vidne til det største nogen af os nogensinde kommer til at opleve. Ville næsten ønske at jeg havde været ham, og på den måde have fået hele oplevelsen med, uden at være helt ør af smerte.
En enormt hurtig fødsel. ca. 6,5 time fra første ve. Mange tænker at en hurtig fødsel må være skønt! men desværre kunne min krop ikke følge helt med og jeg endte med en 3. grads bristning.
Både den hurtige fødsel, samt bristningen som gjorde den første uge meget vanskelige, var med til at give mig en form for fødselsreaktion. Noget som jeg forventede at jeg skulle bruge tid på at bearbejde, når overskuddet var der til det. Men som i jo ved, nåede jeg aldrig så langt – da jeg fik min diagnose stort set samtidig med at jeg var ved at finde mig til rette i hverdagen som mor.
Men jeg har fået det DEJLIGTE ud af det! Nogen gange kan jeg bare ligge og kigge på hende sove om aftenen og nive mig selv i armen fordi jeg slet ikke kan tro at hun virkelig er min! Vores! Mit og Joels barn, ønskebarn – kærlighedsbarn.
Hendes første år har været enormt turbulent. Men heldigvis har vi trods omstændighederne hun har været under, fået et harmonisk, smilende, stædig og tillidsfuld lille pige. Og så syntes vi jo selvfølgelig også selv at hun er den smukkeste lille pige der findes. Jeg glæder mig HELT vildt til at fejre hendes aller første fødselsdag! Det er stort for forældrene (hun fatter jo ikke selv en meter ;-)) – men for mig, vil jeg påstå at det er endnu større! De mange følelser jeg har haft under min sygdom har blandt andet været “får jeg lov til at fejre hendes fødselsdag?”
Og i morgen venner!!! Der skal vi F***ING fejre hendes aller første fødselsdag!
Stort tillykke Tilla Marie! Min Tulle! <3
