“Alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker.
Det var sådan en dejlig dag, himlen var ved at blive blå den morgen i april 2018. Jeg kørte til Silkeborg, for at tage med min datter til svar på hendes prøve af en knude i brystet. Jeg fandt hende ikke hjemme, men mødte hende så i frisk trav med barnevognen, med lille Tilla på 5 uger, de havde lige været en tur på kommunen. Hun så så glad ud min datter, og jeg tænkte at nu kunne det kun gå fremad, efter hun siden fødslen havde haft sine vanskeligheder, både i forhold til et voldsom brist under fødslen, hvor hun kun måtte ligge ned eller gå, samtidig var ammningen heller ikke gået så nemt. Men den morgen så hun ud til at være hel på toppen.
1 time senere stod jeg med Tilla og hørte lægen fortælle min datter at hun desværre havde brystkræft, min datter som kun var 28 år og lige var blevet mor, det kunne jo bare ikke passe, mit hjerte stod stille, jeg følte at det var i trance da en sygeplejerske tilbød at tage Tilla, så jeg kunne sætte mig ned ved min datter. Jeg lagde min arm om hende, og hun brød i total gråd. Jeg var lammet for ord, hvad skulle jeg dog sige, intet absolut intet ord kunne jeg finde. Nu kunne jeg ikke bare puste der hvor det gjorde ondt, og finde et fint farvestrålende plaster, som jeg kunne da hun var en lille pige. Jeg kunne ikke bare sige, det skal nok gå min skat, for jeg vidste jo absolut intet om hendes form for kræft.Jeg fik flash back, og så for mig den dag hun var i mine arme for første gang, en dejlig velskabt lille pige, jeg havde bare den dejligste lykkefølelse, tænk at jeg nu var beriget med hele 2 skønne prinsesser. Nu hørte jeg så lægen nævne arvelig eller genfejl, jeg kunne skrige, hvad var det dog jeg måske havde påført min datter, hvis det nu var en genfejl, måtte det jo være fra mig. Nu var hun på ondestevis blevet frataget den skønneste ting/tid i sit liv, livet som nybagt mor. Jeg kunne slet ikke tænke fremtiden til ende. Jeg vidste bare at nu måtte jeg tage mig sammen og være den stærke, den der tænkte praktisk, den der måtte være der altid og hele tiden.
Men hvordan???
Dagen på sygehuset blev lang, Pernille sagde ja til at få foretaget alle de undersøgelser der skulle til, før der kunne laves en behandlings plan. Vi havde blot en autostol til Tilla og en pusletaske, mine arme var efterhånden som bly, af at bære rundt med hende og autostole , fra afd til afd, og lille som hun var, var det nok heller ikke optimal at hun var i den, så mange timer. Hun var dog det nemmeste barn den dag, mit hjerte græd når Pernille lagde hende til bryst, for både hun og jeg vidste at det meget snart ville være slut med at amme hende.
Endelig kunne vi kører hjemad, solen skinnende fra en næsten skyfri himmel, og jeg tænkte hvordan kan den det, når nu vi havde fået så mørke skyer i vores familie. Alle havde travlt med at komme hjem fra arbejde og fortsætte deres liv, hvordan kunne vi med denne viden få en alm. Hverdag igen?
Pludselig slog det mig, jeg skulle på en eller anden måde have overbragt denne sørgelige kendsgerning til min mor, min datters bedste som er 93 år, jeg fik kunne slet ikke tænke tanken til ende, hun ville blive voldsom påvirket og få alt for meget sorg i sit gamle hjerte.
Hjemme ventende Pernilles kæreste , det må have været lange timer for ham, han var opløst af tårer, og det eneste han kunne fremstamme var: vi skal nok klarer det, du bliver rask igen. Pernille nærmest skreg ud i stuen: jamen det ved du jo ikke. Der fandt han ud af at han ikke kunne love hende noget, og at det bare var en omfavnelse, knus, kys og tid til tårer der den dag, aften og nat ingen ende ville tage. Min klump i halsen var efterhånden vokset sig sammen med mit hjerte, det hamrede løs og føltes som om at det ikke kunne ilt nok.
Da jeg den aften kom hjem, fik jeg endelig åbnet for slusen til alle mine tårer. Jeg fik ikke meget søvn den nat, og da det endelig blev morgen, håbede jeg at det hele var en ond ond drøm. Men det var det ikke, virkeligheden var at jeg nu havde en datter der var ramt af kræft, ligesom millioner af mennesker bliver hvert år, hver dag. Så dag 2 i denne virkelighed måtte være at jeg nu var klar til kamp, sammen med resten af min dejlige familie”
