Det hele startede midt i min kemobehandling hvor jeg pludselig fik en besked fra min søsters veninde:
Hej P..
Jeg er jo stor fan af stafet for livet, og har igen i år tænkt mig at gå og deltage under hele arrangementet.
Jeg skal have fundet et navn, og vil virkelig gerne “dedikere” holdet med dit navn.
Holdet vil self kæmpe for alle med kræft men mine tanker vil gå til din familie og dig ?
Vil du være intra i at vi brugte dig og måske fandt er navn som blev koblet til dig ?
Vi må og kan desværre ikke samle ind til dig personligt, men vi alt går ubeskåret til kræftens bekæmpelse ?
Jeg måtte lige på google, for at finde frem til hvad det egentlig handlede om. Jeg havde flere gange hørt om SFL, men jeg skal ærligt indrømme at det aldrig har været noget jeg har sat mig ind i.
Jeg fandt hurtigt frem til af SFL er 24 timers velgørenhedsstafet. Man deltager på et hold eller laver et hold selv og får deltagere på holdet, som hver især skal finde sponsorater for de omgange de går på banen i de 24 timer.
Tilla og Maiken (hende der skrev til mig)
Typisk mig – så var det ikke nok for mig at jeg sagde ja til at være navnet bag holdet. Jeg fik også hurtigt involveret mig selv i form af mine grafiske evner og i sidste ende deltog både Joel, Tilla og jeg.
Det er nemlig ret nemt at skaffe sponsorater hvis man selv er kræftramt 😉
(Så nemt var det ikke i 2019, hvor jeg ikke havde et skaldet hoved at flashe)
Anyhow! I slutningen af august stod vi der så! Og jeg må sige at arrangementet blæste mig bagover. Der er en FANTASTISK stemning igennem hele døgnet. Og selvom jeg kun havde aftalt at deltage nogle timer sammen med Tilla og Joel, eftersom jeg dagen før havde fået kemo. Endte jeg med at tage hjem og putte Tilla og tage afsted igen. Samt tage derind næste morgen til afslutningen.
Jeg mærkede både krop og sjæl på en så fantastisk måde, jeg ikke havde gjort længe. Og så stod gik jeg forrest sammen med alle fighterne i gule trøjer. På den måde blev det virkelig synligt for mig, hvor mange ligesindede man havde omkring sig. Det rørte noget helt specielt i mig. Det gjorde det vist også for min søster. For da hun kom løbende ned til de andre ved åbningen og så mig i den gule trøje sammen med de andre fightere, stoppede hun brat op og begyndte at græde.
Min søster og jeg ❤️
Det var på sådan en måde, man som cancerpatient skal lære af leve med at de nærmeste kigger på en. Sådan en “måske er hun her ikke i morgen – så jeg kopierer dette minde til min nethinde” måde. Jeg er sikker på at mange andre der har været syge, ved hvad jeg snakker om.
Vi samlede ca. 62.000 kroner ind på vores hold “Team Tillas Mor” hvilket er helt vildt set udfra hvor lille vores hold var. Det betød også en samlet 2. Plads i flest indsamlede penge på et hold. Det andet hold var over 80.000,- så det var slet ikke til at hamle op med.
De følgende dage gjorde SÅ ondt. Tilla var tydeligt påvirket af weekenden og reagerede med en masse gråd og jeg selv blev små sløj. Ikke klogt når man får kemo ? .. men det blev heldigvis ikke værre end det!
Jeg vidste dog, at jeg meget gerne ville være endnu mere aktiv til SFL, når jeg var frisk til det.
2019
Det hele kom meget naturligt at jeg i år skulle være en del af holdledelsen på Team Tillas Mor.
Jeg var samtidig blevet spurgt om jeg havde mod på at være fightertaler af nogle af ildsjælene bag arrangementet. Og selvom bare tanken gjorde mig nervøs, så sagde jeg alligevel ja.
Jeg har nemlig lige siden jeg blev syg, vidst at jeg ville bruge det til noget konstruktivt. (Blandt andet også derfor skriver jeg på denne blog.)
Årets Fightertaler skal holde en tale, og fortælle sin historie til åbningen af Stafetten. Det vil sige foran ca. 1500 mennesker ish.
Jeg tror aldrig jeg har haft så mange nerver på før! Det skulle lige være når jeg har skulle have scanningsresultater – men det er på en helt anden måde.
Heldigvis havde jeg god tid til at arbejde på talen og få inputs fra min familie. Men talen forblev alligevel MIN, og var støbt sammen på lige den måde jeg ønskede.
På selve dagen havde jeg også god opbakning fra min “medtalerer”. Helge Sander (tidligere minister) samt Pernille Gabs (formand for SFL Herning) var på scenen sammen med mig og var en god støtte.
Jeg kom helskindet igennem det og har sjældent været mere stolt af mig selv. Respekt til folk der jævnligt snakker ud til så store forsamlinger! Det tror jeg aldrig kunne blive hverdag for mig ? Blot det at snakke i en mikrofon var nyt og meget specielt at prøve (jeg kan godt selv høre for neurotisk jeg lyder) ?
Jeg fik mine “5 seconds of Fame” og fik utallige tilkendegivelser fra fremmede mennesker og den følelse kunne jeg tilgengæld godt blive afhængig af! Det gjorde mig helt høj – og så kan man selvfølgelig overveje hvorfor jeg kan være SÅ vild med at få ros og blive set ? ..
Stafetten gik ligesom sidste år, virkelig fint. Efter åbningen spiste jeg en lækker frokost sammen med de andre fighterer! Virkelig hyggeligt stund! Det kan varmt anbefales til alle jer andre fightere at deltage i det. Man behøver nemlig ikke at være med til selve stafetten for at være med som fighter 🙂
Skriv endelig til mig, hvis i har flere spørgsmål til dette.
Tilla havde også en fest til arrangementet! Men tog sammen med Joel, hjem omkring aftensmads tid og kom igen dagen efter til afslutningen. Imellemtiden fik jeg gået.. og gået og gået og gået.. og løbet en lille smule ? .. 106 omgange blev det til! Det vil sige 42,4 kilometer.
AV siger jeg bare ? men det var det hele værd! Jeg fik samlet 11.473,- ind i cool cash! + store flotte bannere fra DitSkiltefirma og vores sprøde lyserøde løbetrøjer fra Vestre Hjørnet.
Hele vores hold fik samlet over 68.000 kr ind! DET ER FANDME SEJT ALTSÅ!!
Vi satser på at gøre det hele igen næste år! Og i er mere end velkommen til både at støtte eller deltage.
Vi har altid plads til flere der vil være med til at bekæmpe den “brand-op-i-helved” sygdom ?
Til slut har jeg lovet at i må læse min tale.
Pssst, jeg er ikke blevet træt af ros endnu 😉
Fightertale
(Hvis jeg ryster, er der hverken nerveskader eller andre bivirkninger – jeg er bare mega nervøs)
“Pernille, jeg kan se at du til scanning fik at vide at der ikke var noget der indikerede at der var tale om kræft, men det er desværre en anden besked jeg skal give dig idag” sagde overlægen.
Jeg kiggede rundt i rummet og prøvede at få noget til at indikere at dette var en drøm imens jeg kæmpede med at give slip på tårerne. Som en cola der er blevet rystet, imens låget sidder fast, følte jeg mig som en milliard brusende bobler der ikke kunne få luft!
Mit blik fangede min mor, der fuldstændig forstenet sad og ventede på min reaktion! Det samme gjorde lægen og sygeplejersken! Men tårende ville ikke komme!
GRÆD NU FOR POKKER – det er ikke en drøm det her! Det er virkeligt! Råbte jeg i mit indre.
Der kom stadig ingenting og jeg fik nu øje på hende:
hende jeg kun lige var ved at lære at kende!
Hende jeg havde båret på i 9 måneder og for kun 6 uger siden født på tubomaner. Min lille datter!
Endelig var hun her – og nu skulle jeg måske dø fra hende!
Sygeplejersken tog Tilla i sine arme så min mor kunne omfavne mig! Og Så kom det! Tårerne piskede frem og jeg var pludselig en meget lille pige i min mors favn! Men intet plaster eller magisk pust kunne fjerne dette. Alligevel følte jeg mig tryg i hendes arme – og selvom jeg vidste at dette også knækkede hende, så holdt hun sig stærkt hele dagen og viste næsten ingen tegn på svaghed! En mors rå styrke! Nu var det den styrke jeg med lynets hast skulle finde frem! Ingen betænkningstid eller langsom tilvænning! For hvad enten jeg ville det eller ej var jeg nu både nybagt 1. gangs mor og cancerpatient.
Ja, sådan fandt jeg, den 12. april 2018 ud af at jeg havde kræft! Brystkræft! En ond en af slagsen.
Mit navn er Pernille, jeg er 29 år gammel og mor til Tilla Marie. Hvor ville jeg ønske at jeg herfra kunne fortælle jer en historie om en ung kvinde der tog boksehandskerne på og var fyldt med fightermentalitet. Sådan var det desværre langt fra! Jeg faldt ned i et sort hul og var pludselig bange for at elske dem omkring mig, af ren frygt for at skulle væk fra dem.
Jeg følte mig helt alene i verden! Og i et forsøg på at finde ligesindede, holdt jeg vejret, tog mod til mig og søgte på nettet. Det var en god beslutning! For inden jeg så mig om, var jeg omgivet at en masse dejlige mennesker i den digitale verden, der enten var i samme situation, eller havde været der. Det hjalp mig utrolig meget langt hen af vejen. Senere førte det kommunale mig også sammen med en flok dejlige kvinder, som jeg den dag Idag stadig ses med. Vi kalder os kemopigerne – men jeg vil også kalde det venskaber for livet! Desværre har jeg med mine nye bekendtskaber også måtte sige farvel til nogen der ikke klarede den – og jeg vil idag sende dem en ekstra tanke når jeg går den første rundte her om lidt ??
Kemobehandlingen startede, og hvad der skulle have været en stille og rolig barsel? blev forvandlet til en kalender fyldt med sygehusaftaler. Kemo den ene dag – og babysalmesang den anden dag.
Ja – jeg fortsatte så vidt muligt alle de normale ting der skal være i en barsel. Så mellem babymos, kemo, bleskift og blodprøver, fik jeg også presset mødregruppe og barnedåb og lignende ind.
Men at få det hele til at gå op i sådan en sitation kræver et fantastisk bagland! Og med det mener jeg selvfølgelig familie og venner, men også Sygehus personalet! de får slet ikke løn som fortjent, for de gør en kæmpe forskel for os som patienter hver eneste dag året rundt. Mine angst udbrud, mine bekymringer og spandevis af tårer, har de på kærligeste vis omfagnet og ladet mig forstå at de forstod mig, og ville hjælpe mig, så langt de kunne. Ja, de har endda ageret barnepige for min datter, når det var nødvendigt!
I dag hylder vi alle fighterer, men hvad er en fighter? Havde man spurgt mig før min diagnose ville mit eneste svar være dem der løb Triathlon og noget i den dur.
Men jeg ved nu at en fighter er dem der kæmper, dem der har kæmpet, dem der står på sidelinjen. Det er sygehuspersonalet!
En fighter er min kæreste! Der stod tættere på end nogen ønsker at være.
Det er min mor! Der holdt hovedet højt, på den forfærdelige dag.
Det er jer der er her idag! Hvad enten i er i gule trøjer, skal løbe, gå eller blot bakke andre op. Vi er her – side om side for et fælles mål. Jeg deltog sidste år i stafet for livet for første gang og fik gået over 20 kilometer.
Selvom jeg havde fået kemo 24 timer før, så gav stemningen, håbet og sammenholdet mig uendelige kræfter. og det er det Stafet for livet kan!
I dag prøver jeg at være den åbne eks-cancerpatient , som deler min historie på Instagram og på min blog, det endte jo heldigvis godt for mit vedkommende og jeg håber at jeg med min fortælling og mine fremtidsdrømme kan hjælpe andre igennem det hårdeste Triathlon i deres liv. Og hvem ved – måske kan jeg overbevise dem om at de også er fighterer.
Tak fordi i lyttede, og rigtig god stafet til jer alle.