Da jeg kom hjem fra sygehuset, med min diagnose i bagagen blev jeg mødt af Joels store varme arme. Jeg havde haft ringet til ham lige inden jeg skulle have mammografi, så han havde allerede information. Han sad i bilen på vej hjem fra skole, da jeg ringede – og ligesom jeg, så kom det for ham, også som lynet fra en klar himmel. Timerne han har ventet derhjemme, må have været lange og jeg har flere gange tænkt på hvad han mon lavede i de timer. Kan man sætte sig ned og se tv eller spille computer når man har fået at vide at ens kæreste og moderen til sin nyfødte datter, har fået kræft? 

Vi skulle have været ude og give vores kammerat peber, i anledningen af hans 30 års fødselsdag, men måtte ringe og aflyse. Jeg ved det ikke var med Joels gode vilje. For selvom han også var ked af situationen, så er han sådan en type der gerne vil have at vi altid skal lade tingene være som de plejer. Han er et vanedyr der ikke bryder sig om de vilde forandringer – det gælder både i situationerne i hverdagen men også vores materielle ting. Han kan ikke se nogen grund til at en nedslidt sofa skal skiftes ud, for tænk nu hvis man ikke bliver ligeså glad for den nye. “Den kan umuligt være ligeså god som den gamle var”. Derfor syntes han vi skulle med ud og give peber. Selvfølgelig også fordi det var hans bedste kammerat – men jeg havde brug for at han var der, for jeg var ikke klar til at forklare vores venner situationen – så selvfølgelig blev han hjemme hos mig ❤️

Jeg græd og græd og græd. Alle lemmer i min krop gjorde ondt og jeg var overbevist om at mit liv har slut.  Alt hvad jeg tænkte på var min begravelse og snakken om “hende der døde lige efter hun blev mor”.  Jeg ville have smerten i min krop til at gå væk, ville have mine tanker til at forsvinde. 
Lattergas, morfin, sovepiller, eller bare en eller anden slags beroligende der kan få tæerne til at snore og alle bekymringer til at forsvinde. Men jeg var mor, og derved fanget. Fanget så jeg ikke bare kunne sove smerten væk, eller tage hårde stoffer der kunne få mig til at glemme alt det onde. Jeg får det fysisk dårligt af at skrive disse tanker ned – men det var sådan jeg havde det. Hvorfor skulle jeg pines ved at passe og pleje dette vidunderlige lille væsen, hvis jeg alligevel bare skulle dø fra hende? Ikke høre hende kalde mig mor, mærke hendes kærlighed til mig, som sikkert kunne blive lige så stor som den jeg havde til hende. Pines med at vide at jeg aldrig ville se hende i hvid konfirmationskjole, trøste hende efter kærestesorger og blive mormor til hendes børn. 

Min mor hentede pizzaer til os, imens Joel og jeg stille græd og krammede tæt sammen. Jeg var så glad for at hun var der, fordi jeg kunne få hende til at tage sig af Tilla.  Og da hun tog hjem, var det ikke med min gode vilje. Men jeg er slet ikke i tvivl om at hun også trængte til en pause. Selvom situationen var hård for mig, så underkender jeg ikke at min familie også havde det hårdt. Min mor havde lige fået af vide at hendes datter havde kræft! Hvis nogen sagde det til mig, så ville jeg bryde helt sammen! Men min mor holdt masken! Kun ganske få tåre havde forladt hendes øjne. 
Jeg ved at hun har været hårdt ramt under mit forløb, simpelthen fordi jeg kender hende. Men jeg kender hende også godt nok til at vide, at hun aldrig vil fortælle mig om det. 

Om natten sov Joel og jeg i stuen, som vi altid gør når vi hygger. Han holdt om mig indtil jeg sov “jeg er så bange for hvad jeg drømmer” fik jeg fremstammet med tårerfyldte øjne der allerede havde gjort min hovedpude våd. Jeg endte med at drømme noget rart, der bare gjorde virkeligheden mere uoverskuelig. Da Tilla vågnede og skulle ammes, var Joel faldet i søvn, og jeg var for første gang alene med mine tanker. Stilheden i stuen, hvor kun den tikkende lyd fra uret på væggen bragede frem, gav larmen i hovedet plads til at tage over. 

Det næste døgn er lidt uklart for mig, som en mørk tåge. Tiden gik uendelig langsom og mine øjne var opløst. Tilla fik den mad hun havde brug for, men derudover var det mest min familie der tog sig af hende. Jeg syntes det føltes som en straf at skulle tage mig af hende. I know! – som jeg skrev i tidligere opslag, så vandt jeg ingen medaljer som årets mor i den første tid! Tilla blev forsømt af den person som skulle passe aller bedst på hende! Jeg skammer mig, og græder den dag i dag, ved tanken om min egoisme over for den eneste person jeg ikke må være egoistisk overfor! Jeg var efter nogle dage, ude og gå en tur sammen med min søster, som sagde “det virker bare som om du slet ikke magter hende længere” – og hun havde helt ret – desværre! 

Lørdag fik Joel overtalt mig til at vi skulle tage til hans kammerats 30 års fødselsdagsfest. Jeg ville for alt i verden ikke holde Joel tilbage, men jeg var på så ømt et punkt, at jeg var skuffet over at han overhoved selv var i humør til at tage afsted. Igen var det egoismen der fyldte hos mig – i bund og grund kunne jeg godt se at vi ikke fik noget ud af at blive hjemme. Vi aftalte at jeg ville tage med derud og spise, og derefter tage ud til min mor for at overnatte. Inden festen, sendte jeg en fælles besked til vores venner for at de vidste besked og derfor forstod mit mutte humør – og mest af alt, frabedte mig kommentarer, så fokus blev på vores kammerats runde dag. Festen forløb fint, men jeg var glad da jeg slap væk! Jeg havde slet ikke overskud til glade mennesker med deres perfekte liv! Fuck dem! – ja, for 3. gang spillede egoismen ind. Men jeg ønskede vitterligt at alle skulle være ligeså triste som mig! 

Hvorfor fanden fortsætter deres liv, når mit ikke gør!! 

Da jeg næste dag tog hjem fra mine forældre, kunne jeg mærke at min mor trængte til en pause fra mine tårer. Selvom alle ville mig det bedste, følte jeg mig som det mest ensomme menneske i hele verden! Ingen forstod mig og ingen orkede mig længere. Jeg kom hjem til en tømmermands ramt kæreste der ikke var til at få liv i. Og pludselig var jeg alene! Det jeg havde frygtet. Og tankerne fik frit spil! Jeg græd mere end nogensinde før og hypperventilerede. Jeg kunne ikke få luft, jeg følte mig svimmel og mit hoved gjorde ondt. Jeg var sikker på at kræften havde spredt sig. De flotte “vi tænker på dig” buketter, som vi allerede havde modtaget fra familie og venner, fik stuen til at dufte af en kirke fyldt med bårebuketter. Jeg forestillede mig allerede Tillas fremtidige spørgsmål til Joel; “hvordan var min mor” – “er du ked af hun ikke er her mere” – “jeg kan slet ikke huske hende” . Situationen eskalerede og da Joel ikke var til at få ordentlig liv i, ringede jeg til min mor. Hun kom ind til os, jeg lå i fosterstilling hen over hendes lår og græd så højt jeg overhoved kunne imens jeg hulkede meget højt “jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke dø”, som om jeg bad mor om at få det til at forsvinde. Hun har altid været min livline – min helt – men her var hun magtesløs og kunne intet gøre, andet end at holde mig tæt.

Endelig blev det torsdag og tid til MR scanning. Jeg blev skuffet, da jeg opdagede at det kun var brystet de scannede. Hvordan kunne de så vide at det ikke sad andre steder?  Da jeg lå i scanneren med sygehus tøj og kiggede ned på den plastikmåtte der var placeret lige under mit hoved, fik tankerne igen frit løb. Jeg tænkte på hvor mange gange, jeg mon ville skulle ligge i denne scanner – hvor meget tid jeg ville komme til at tilbringe på sygehuset, og mest af alt. Så tænkte jeg; Er det virkelig sådan her det skal ende? I Hvidt sygehustøj, i en larmende maskine, der mest af alt fik mig til at tænke på en dårlig film omkring fremtiden.
Jeg skulle vente helt til onsdag med at få svar på scanningen, samt høre om mit videre forløb. Det vil jeg fortælle mere om i næste indlæg ??