Jeg spurgte på min instagram, hvad i gerne ville læse om og mange af jer, havde spørgsmål til håret. Så jeg vil forsøge at komme hele vejen rundt i dette opslag. 

I mit forløb fik jeg 2 slags kemo. 
EC: som er en lækker kemo cocktail som alle hader 😉 (laver nyt opslag for jeg kommer nærmere ind på selve kemoen). Den skulle jeg have 3 gange med 3 uger mellemrum efterfulgt af taxol 9 gange, med kun 1 uge imellem. Og faktisk – så er det kun EC man taber håret af. Det er en skrap og effektiv satan, der fra første kemoterapi dræber alle celler, og derved altså også hårcellerne. 

Alt det med håret betød egentlig ikke så meget. Selvfølgelig var det skræmmende at skulle være skaldet, og surt at tænke på, hvor mange år der vil gå før man igen ville få langt feminint hår. Men når man har fået en kræftdiagnose, bliver alt sat i perspektiv og man går ikke op i andet end at blive rask! Det gjorde jeg ihvertfald ikke.

En tanke jeg hurtigt fik, var at jeg slap for en masse forklaring og hurtigt ville møde forståelse, da jeg jo åbentlyst skiltede med min sygdom. Men jeg blev klogere; havde jeg tørklæde på, troede folk jeg var religiøs og havde jeg ikke tørklæde på, var jeg bare rebelsk. Ofte har jeg rent faktisk fortalt fremmede folk at jeg var syg, fordi de simpelthen lignede et omvandrende spørgsmålstegn.

Jeg blev fra Onkologisk afdeling anbefalet at tage håret af, inden det begyndte at falde af. Det ville blot trække pinen ud, hvis man hele tiden skulle miste hår.

Familiehygge – med en trimmer
Dagen jeg mistede håret var lidt speciel. Min søster, som igennem mit forløb har været helt igennem fantastisk (jeg kommer sikkert til at fortælle om flere af de ting hun har gjort for mig) valgte at invitere hele familien ud til hende, for at vi skulle være samlet. Her valgte både min Nevø, kæreste, svoger og bror at kronrage sig selv, inden jeg selv skulle under trimmeren. Vi havde haft en fantastisk lækker sommerdag, med mad fra grillen og hygge, hvilket gjorde at jeg faktisk helt havde glemt, hvad der ventede mig. Men da jeg endelig sad og min søster havde saksen i hånden, knækkede filmen! Jeg græd! Og min søster som ellers syntes det var fedt, at være den der fik lov til at klippe – følte helt sikkert at det nærmest var et overgreb, når jeg græd så meget! Joel greb min hånd og fortalte mig hvor smuk jeg var, imens tårerne trillede ned sammen med håret! Den fantastiske stemning og latter som vi havde 5 minutter før, forsvandt pludselig. Jeg sad med lukkede øjne for ikke at skulle kigge på de andre og se deres reaktioner. Jeg hørte pludselig snøft og et trin ude på terrassen – Jeg var slet ikke i tvivl om at det var min far, der havde forladt selskabet for at få et øjeblik for selv med et par dybe vejrtrækninger. Efter jeg selv er blevet mor, forstår jeg udemærket hvorfor han havde brug for at gå lidt væk fra det.

Jeg var lettet da det var overstået! Jeg kunne absolut ikke lide mit nye look, men når det nu skulle være – så var jeg glad for at min hovedform faktisk var ganske ok ?

Paryk eller tørklæde
Jeg havde købt den fineste paryk med tilskud fra det offentlige. Jeg var udemærket klar over at jeg ikke ville bruge den til dagligt! Men det var rart at have muligheden for at gemme sygdommen væk, f.eks. til Tillas barnedåb. Jeg var lykkelig for at vi alle kunne glemme kræften, bare lige en enkelt dag! Men når det er sagt, så havde jeg faktisk ikke noget imod og skilte med min sygdom. Hvorfor være flov over den? Hvorfor ikke sige “ja, jeg har ikke noget hår, fordi jeg er igennem det hårdeste i mit liv”
Til dagligt brugte jeg derfor bare tørklæder. Youtube kan jo bruges til alt, og der var selvfølgelig også utallige videoer med inspiration og instruktion i at binde et blot tørklæde om hovedet.

Se godt ud som skaldet kvinde
Livet som skaldet vænnede jeg mig overraskende hurtigt til – vores sindssygt varme sommer, gjorde det nærmest befriende. Faktisk blev jeg opmærksom på visse fordele. Man mister jo håret de fleste steder. Så jeg slap for lange bade med barbering og hårvask 😉 Jeg siger de fleste steder, fordi jeg faktisk ikke mistede bryn og vipper under kemo. Der blev tyndet ud i det, men jeg mistede dem aldrig! Men det kunne ske, og jeg var derfor forberedt. Jeg tog til et make-up kursus for kræftramte kvinder. look good feel better er en fantastisk organisation med ildsjæle der både støtter økonomisk og praktisk, så vi kan lære, hvordan vi får et blegt kemo ansigt til at se frisk og feminint ud. SÅ FANTASTISK! Jeg tog hjem derfra med en masse viden om makeup, hudpleje og en taske FYLDT med produkter! Man fik nemlig alt hvad man havde brugt med hjem! På kurset lærte man blandt andet at tegne øjenbryn hvis man ikke har nogen. Det var dog ikke relevant for mig, da jeg havde fået lavet semipermanente bryn hos Art By Nikka. Det kan varmt anbefales; kemo eller ej! microblading gør virkelig ikke så ondt som man forestiller sig, og resultatet er smukt og naturligt! Jeg kommer til at fortsætte med behandlinger fremadrettet ????

Det nye hår
Da de stærkte EC var færdige begyndte håret faktisk allerede at vokse frem et par uger efter, men det var meget tyndt og blødt som babyhår; så altså bare ikke rigtig hår. Jeg fik besked på at det bedste jeg kunne gøre, for at få håret hurtigt frem, var at kronrage mig selv endnu engang. Så dagen efter min sidste taxol var jeg under trimeren igen, og denne gang var det med et kæmpe smil! Det var for at byde mit nye hår velkommen og jeg fik helt ondt i kinderne af at smile ?

Ganske rigtig voksede håret som bare pokker, og nu glæder jeg mig bare til at det er langt nok til at jeg kan finde børste, føntørre, glattejern osv frem (det blev pakket LANGT væk en dag jeg havde ondt af mig selv)  Da det første hår voksede frem, begyndte jeg pludselig at tabe mine vipper! Det var åbenbart meget normalt, at det først skete efter kemo og syntes næsten det var værre end at miste alt det på hovedet! Øjnene ser jo helt forfærdelige ud når der ingen vipper er. De voksede dog hurtigt ud igen og med lidt vippe serum er de nu længere end nogensinde før.