Jeg havde aldrig nogensinde regnet med at jeg skulle få kræft! På trods af dødsangst, så var kræft sådan en ting naboen fik.
Da jeg opdagede en knude i mit bryst blev jeg selvfølgelig et kort øjeblik bange, men fik hurtigt givet mig selv et par andre muligheder og talt mit eget hoved til fornuft. “Du er gravid P, dine bryster er ved at gøre klar til at producere mælk for pokker”. Alligevel havde jeg svært ved at falde i søvn den aften d. 22. december 2017 og google fik 20 forskellige søgninger.
Næste dag var det glemt og det var jul.
Jeg tog til lægen i slutningen af januar pga. kløe i underlivet (svamp er ugens gæst hos mig, og graviditeten havde kun gjort det værre), da jeg lå på briksen med spredte ben og var i fuld gang med underlivsundersøgelse, kom jeg pludselig i tanke om knuden i brystet. “Nu hvor jeg er her, kan du så ikke lige tjekke mit bryst, for jeg tror jeg har en knude” – og selvfølgelig ville hun det. Jeg satte mig op, og hun undersøgte mine bryster. Jeg havde på fornemmelsen at hun ikke kunne mærke den og smilte blot og sagde at jeg havde masser af mælkekirtler. Jeg nævnte at den var nemmere at mærke hvis jeg lå ned, men det blev fejet af. Min autoritetstro gav hende fuld tillid og som jeg altid gør, når jeg er ved lægen, undskyldte jeg nærmest med et “jeg er også så god til at tænke tosset – så jeg vidste jo godt det ikke var noget, men man siger jo at man altid skal få undersøgt knuder”.
Den 1. marts gik vandet om eftermiddagen, på en parkeringsplads, imens jeg havde en Aldi pose i hver hånd. Jeg var lidt i tvivl om jeg havde tisset i bukserne, og selvom jeg ingen veer havde før kl. 19.00 fødte jeg alligevel en sund og dejlig tyk pige kl. 01.08 ❤️
Da jeg skulle amme første gang, sagde Joel “så syntes jeg du skal ta det bryst med den store mælkeknude”.
Jeg ammede og ammede, men knuden blev der. I slutningen af marts fungerede amningen stadig ikke helt. Den dag idag, kan jeg nærmest ikke huske hvad problemerne var? Det ligger mig pludseligt ret fjernt. Men et ekstra besøg fra sundhedsplejersken, satte gang i det hele. Jeg nævnte knuden til hende for første gang og hun undrede sig gevaldigt. Hun undrede sig faktisk så meget, at hun ringede til mig igen dagen efter “Pernille, vil du ikke godt være sød at gå til lægen igen”. Da jeg denne gang kom til lægen, var jeg undskyldende fra start, men sagde at sundhedsplejersken havde sendt mig. Nu smilte hun ikke længere – hun lavede samme ansigtsudtryk som min sundhedsplejerske. “Den er vokset siden du var her i januar”. Jeg var stadig overraskende rolig. Kræft, var ikke i mine tanker, men havde jeg en byld ville jeg sgu gerne have den fjernet, så den amning kunne komme til at fungere!
Da jeg fik indkaldelsen til mammografi et par dage senere, var tiden først i midten af juni! Men heldigvis har vi frit sygehusvalg i danmark og jeg fik en tid til ugen efter på et privathospital i Aarhus. Undersøgelsen startede med en ultralydsscanning af bryst og armhule. “Det har altså ikke noget med kræft at gøre” sagde lægen med en anelse arrogance i stemmen. Min første tanke var; i know! Men hvad er det så? Han tog efterfølgende en vævsprøve og sendte mig hjem. Men altså uden mammografi! Sikkert fordi han ikke mente det var nødvendigt. (Han noterede i min journal at han havde sagt det ikke var kræft).
2 dage senere, fik jeg indkaldelse til samtale/svar på brystklinikken i Viborg d. 12. April. Denne dag, endte med at være skæbne dag for mig og resten af min familie. Joel skulle i skole, men min mor havde heldigvis fri, så hun kunne køre afsted med Tilla og mig. I venteværelset installerede vi Tilla og min mor, så de kunne vente der imens jeg gik derind, for at få svar på prøven. Da mit navn blev råbt højt og jeg gik imod sygeplejersken, kiggede hun undrende på mig og sagde “har du ikke pårørende med?”. Jeg burde allerede der, have regnet ud hvad der ventede mig. Men egentlig synes Jeg bare det var åndssvagt at vi skulle have hele oppakningen med autostol, dyne, jakker, pusletaske osv. pakket sammen igen, for at tage det med ind i lokalet. Efter et par minutter kom overlægen ind, smilede, gav hånd og satte sig helt tæt på mig. “Pernille, du har fået taget vævsprøve og lavet ultralyd på Capio, og jeg kan se at lægen har informeret om at der ikke var noget der indikerede at det kunne være kræft , men det er desværre en anden besked jeg skal give dig idag”
GRÆD P!
GRÆD
GRÆD!
GRÆD NU! Hvorfor græder du ikk? Du er en tudemarie! Du har dødsangst og har lige fået at vide du skal dø af kræft! Hvorfor græder du ikke!
Jeg hulkede og hev efter vejret – kvalme havde overtaget min krop og jeg ventede på tårerne – som ikke ville komme!
Du drømmer P – vågn nu! VÅGN OP!
VÅGN NU OP FOR POKKER!
Min mor sad forstenet med Tilla i armene, Tilla græd. Sygeplejersken tog Tilla i armene så min mor kunne kramme mig. Da hun tog armene om mig, følte jeg benene dø under mig og pludselig var jeg 5 år gammel igen “jeg vil ikke dø” hulkede jeg, og omsider kom tårerne! Det var en befrielse at lukke det ud! “Du skal heller ikke dø Pernille, vi skal nok gøre alt hvad vi kan for at gøre dig rask af det her” sagde Overlægen. Jeg kiggede over på sygeplejersken som havde Tilla i armene. Jeg tog armene ud efter hende og fik hende i mine arme. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kunne slet ikke overskue at være hendes mor lige nu. Jeg krammede hende ind til mig og afleverede hende igen til min mor. Efter af have sat mig til rette på stolen igen, spurgte jeg Overlægen hvor slemt det var. Hun kunne ikke give mig nogen svar, pga. det “sjusk” fra privathospitalet. Den manglende mammografi, havde gjort min behandling ufuldkommen, og uden den, kunne vi ikke komme videre.
De startede med at sige at jeg ville få indkaldelse til de forskellige undersøgelser, men heldigvis kunne de godt mærke på mig, at jeg havde behov for at komme igang! Så 15 min. efter stod jeg med brysterne presset mellem 2 plader til en mammografi. Efter mammografien fik jeg lavet ny ultralyd hvor mit bryst blev lokalbehøvet så de kunne “skyde” en lille markør ind i tumoren. Den skulle bruges til senere operationer og scanninger, så tumoren let kunne findes, selvom kemoen ville mindske den. Yderligere fik jeg taget røntgenbilleder, blodprøver samt almindelig billeder af mine bryster. Jeg husker de 5 minutter ved denne fotograf som værende yderst ubehagelige. Ikke bare fordi jeg skulle fotograferes nøgen, men faktisk mest af alt fordi et fotostudie altid havde været “mit sted” .. er sted jeg elskede at være og at lære! Men dette føltes som et “mugshot” og en stempling som cancerpatient.
Køreturen hjem fra Viborg Sygehus var virkelig lang – de længste 35 km jeg nogensinde har kørt! Alt fløj igennem mit hoved! Alt fra et skallet hoved til min begravelse. Selvom jeg havde Tilla ved min side, så kunne jeg slet ikke kigge på hende! Jeg havde ikke lyst til at tage ansvaret for hende, og jeg magtede hende bare SLET ikke. Og jeg vidste, at hvis jeg så på hende – ville hun minde mig om alt det jeg kunne miste. Set i bakspejlet, så vandt jeg ikke nogen præmier som årets mor denne dag, og heller ikke de følgende dage. Men det vil jeg fortælle mere om i et andet indlæg.