Jeg er blogger!
Så kan man snakke om en sætning jeg aldrig havde regnet med at jeg skulle bruge om mig selv. Men her sidder jeg alligevel og skriver mit første blogindlæg.

Siden har været under opbygning i et stykke tid, men det er ikke ret mange jeg har sagt det højt til. Så bliver det jo pludselig virkeligt – altså når man først har sagt ordene højt. Sådan var det også da jeg for efterhånden 7 år siden, satte mig for at tabe mig. Jeg havde igennem mine teenageår været en af dem som forældre bare ikke håber at få. Jeg var (er nok stadig) grådlabil, jeg havde svært ved at finde min plads i livet, jeg var hele tiden ked af det og havde en masse angst for at dø (tragikomst). Kort sagt, jeg havde en depression som jeg skulle have medicin for. Medicin gjorde mit humør mere stabil men desværre gav det mig også en masse ekstra kilo på kroppen. Ved Nytåret til 2012 satte jeg mig for at det skulle ændres! Og inden det næste år var omme, havde jeg smidt 25 kilo. Min vægttabsrejse har været min evige sejr og træning i form at både styrke og løb, blev en del af min hverdag. Jeg vil gerne sige at det stadig er det, men graviditet og kræft satte en stopper for det og jeg er 10 kilo tungere end jeg gerne vil være, desværre.

Nu springer jeg som sagt ud som blogger og jeg mest af alt, gør jeg det for min egen skyld. 2018 har været mit absolut hårdeste år nogensinde! Og det skal bearbejdes. Jeg fandt ud af at Instagram blev mit frirum til at få tankerne skrevet ned. Men mere vil have mere og nu giver jeg blogger livet en chance for at se om det måske endda ikke bare hjælper mig igennem alt det her, men måske kunne bidrage med noget positivt til andre. Pårørende, kræftramte, ny diagnostiseret, you name it.. Kan jeg hjælpe, så gør jeg gerne det! Så håber jeg også bare at min historie forbliver positiv.

Tilbage til det med ikke at sige det højt. Faktisk bruger min egen familie ikke super meget instagram og min egen kæreste overhoved ikke. Han ser derfor aldrig de søde ting jeg nogen gange skriver til ham, og han nævner engang imellem at han godt kunne bruge tilkendegivelse (jeg er SUPER dårlig til verbale tilkendegivelser, så giver jeg hellere en gave). Så faktisk, er der ikke nogen af dem der rigtig ved noget om at denne blog ville starte. Min kæreste fik beskeden for en uge siden: “Jamen hvad vil du skrive om” – og godt spørgsmål.. Jeg er ikke en livsstilsguro, jeg bruger ikke alverdens skønhedsprodukter og jeg er ikke vegetar – så hvad er det egentlig jeg har tænkt mig at skrive om? Svaret må jeg være jer skyldig: det kommer nok hen af vejen, men måske du vil følge med? Så kan vi ihvertfald finde ud af det sammen 🙂

Kærlighed fra P