Jeg kunne dårligt få luft da vi gik igennem svingdøren til Viborg sygehus. Vi var i god tid og jeg måtte trippe lidt i forhallen, selvom jeg i forvejen rystede over hele kroppen! 
Udover Joel og min mor, var min søster Rikke selvfølgelig også taget med på sygehuset.  Det er et “selvfølgelig” fordi hun havde taget sig af alt det praktiske i forbindelse med min diagnose, selvom det ikke var specielt meget positivt at komme efter. Jeg mistede mit arbejde stort set samtidig med at jeg blev gravid, hvilket resulterede i at jeg mistede min forsikring (læs: 100.000,- jeg kunne have fået udbetalt i forbindelse med en kræftdiagnose) blot 1 måned før diagnosen. Eftersom jeg var gravid, var det umuligt at finde nyt arbejde og har man ikke noget arbejde at blive sygemeldt fra, så kan man ikke blive sygemeldt fra sin barsel. Det eneste mulighed var at Joel ville kunne overtage barslen – men da han var studerende, var han ikke berettiget barselsdagpenge. 
Så resultatet af de utallige instanser som min søster kontaktede var: Jeg fik ikke de 100.000,- og jeg skulle bruge hele min barsel på kemo og operationer. 
Ikke nok med at min søster tog sig af den praktiske del, så forsøgte hun også at sætte plaster på såret! Hun lavede en online indsamling for at forsøde min hverdag og det gik over alt forventning!
Ord er ikke nok til at takke alle de fantastiske mennesker der har doneret til indsamlingen! Penge kan på ingen måde godtgøre sygdom og i bund og grund er jeg da også ligeglad med at forsikringspengene gik i vasken, men når man står i en følsom situation, gør det bare hverdagen en del lettere, at man ikke også skal bekymre sig om økonomien.  
Indsamlingspengene var ikke det eneste jeg fik. Faktisk kom der en privatperson på besøg en dag og gav mig intet mindre end 10.000,-  . Selvom jeg har lyst til at fortælle hele verden om dette fantastiske og uselviske menneske, der har hjulpet mig og min familie i en svær tid. Så ønsker personen at være anonym (hvilket jeg i bund og grund godt kan forstå, når jeg tænker nærmere over det), og det skal respekteres! Jeg håber at jeg en dag får mulighed for at give sådan en gave videre til et andet menneske! 
Og det stopper ikke her! Også min egen læge har ikke mindre end 2 gange søgt legater til mig, uden jeg var klar over det! Og begge gange er jeg blevet overrasket med en lille sum penge. Sammenlagt er vi ikke helt oppe på de 100.000,- jeg missede fra forsikringen, men det endte med at blive et MEGET generøst plaster på såret. 

Mødet på Viborg Sygehus var godt – og hurtigt overstået. En mandelige sygeplejerske var den sidste vi gav hånd til. Han sluttede af med at udlevere min indkaldelse til onkologisk afdeling. Onkologisk afdeling – kræft afdelingen! Jeg måtte ind og google “onkologisk” for at vide hvad det betød. Ja, så lille var min viden om kræft før jeg selv stod i det.

Aller første stop på min operationsrejse var Skejby, hvor mit æggestoksvæv fra den ene side skulle tages ud og fryses ned på Rigshospitalet. På den måde vil mine muligheder for at blive gravid senere, være større. Operationens fremgangsmåde var den samme som da jeg havde blindtarmsbetændelse i 2008 og fik fjernet galdeblære i 2014, så det bekymrede mig ikke synderligt – men jeg har nu aldrig været fan af narkose og operationsgangene på Skejby er bare lidt mere skumle end andre steder. Så jeg både græd og rystede da jeg ventede på at komme ind på OP stuen. Operationen var et tilbud, jeg takkede ja til, selvom beslutningen faktisk var svær! Så tænker man muligvis ”jamen P! Vil du virkelig ikke have flere børn”. Og jo, det vil jeg! Men tør jeg? det er en helt anden ting! Under min første graviditet udviklede jeg jo kræft! Og så skal man huske på, at jeg fik spørgsmålet imens jeg stadig havde både veer og min 3. grads britning frisk i erindringen. Men jeg gjorde det – fordi jeg ikke syntes at jeg på et spilt sekund kunne træffe en beslutning om at Tilla skulle være enebarn, uden at have Joels ønsker med i mine overvejelser – Og tænk nu hvis jeg fortrød! Det betød dog desværre, at kemoen skulle trækkes en uge længere ud i fremtiden.

En uge efter turen til Skejby, skulle jeg til “kemo undervisning” i onkologihuset i Herning. 
Jeg havde igen min mor med og nu også min svoger. Joel var blevet hjemme med Tilla, da dagen på sygehuset ville være lang. Vi sad en masse mennesker klemt sammen i et lille lokale, hvor nye patienter og deres pårørende fik alt information om den kommende tid med kemo. Jeg havde gjort mig en masse forarbejde og vidste derfor allerede største delen af de ting vi fik at vide. Men en ting jeg bed mærke i, var sygeplejersken der sagde ”Nogen af jer skal efter kemobehandlingen have antihormoner i x antal år, men der er også nogen af jer der ikke skal. Det er fordi jeres knude ikke er hormonfølsom og i behøver derfor ikke antihormoner”. Jeg var klar over at det var mig hun talte til. Kun 15-20 procent af alle patienter med brystkræft for triple Negativ brystkræft – det var mig. Højst sandsynlig den eneste i lokalet. Og selvom hun fik det til at lyde positivt at man ikke behøvede antihormoner, så var det ikke positivt. Det betød nemlig mindre behandlingsmuligheder og lavere overlevelsesprocenter. Beskeden om at jeg havde triple negativ brystkræft, fik jeg på genetisk afdeling i Aarhus. Netop som jeg begyndte at acceptere det jeg stod overfor, blev jeg slået tilbage med beskeden om at min brystkræft type var mere sjælden og med dårligere prognose.
Men kemo skulle virke – så kemo var nu min ven! og jeg så frem til at komme igang.
Efter undervisningen skulle jeg til et endividuelt møde med min Onkolog. En mand, der ved første øjefast godt kunne se lidt barsk ud, men som var meget nærværende. Jeg blev med det samme sendt i en CT scanner, da jeg fortalte om hovedpine og kvalme så resten af samtalen blev derfor udsat. Et par nervepirrende og angstprovokende timer senere var der svar på scanningen, som heldigvis ikke viste tegn på noget unormalt.
Jeg tog sidst på eftermiddagen hjem, med en kemobog i hånden med første tid til kemo skrevet ind. Blot 5 dage senere.

Første kemodag gav mig lidt følelsen af at vågne på min fødselsdag som barn. Det lyder vanvittigt, men fra den dag jeg fik diagnosen havde jeg lyst til at få bekæmpet kræften og ENDELIG kom dagen hvor det startede: 29 dage efter diagnosen var det tid til at sætte alt ind på at blive kræftfri.
Jeg satte mig derfor glad og spændt i den blå stol og hilste på min sygeplejerske. Hun stak…. og det gjorde ondt som bare pokker! Først nu gik det op for mig at det ikke bare var ligeså simpelt som blodprøver. Der skulle bruges en god åre, til at ligge droppet. Det endte i et værre show, hvor både jeg og sygeplejersken blev i tvivl om droppet sad rigtig og jeg blev pludselig bange og ville væk! Jeg ville ikke være der og jeg ville have hele situationen til at forsvinde. Tanken om at de skulle blive ved med at stikke og mest af alt, hvad hvis kemoen kom forkert ind i kroppen! Det ville sikkert være smertefuldt som bare pokker. Men droppet blev endelig lagt, og en garvet sygeplejerske var kommet ind på stuen og overbevist mig om at det hele lå korrekt.
Helt galt gik det da de 2 poser med kemo kom frem. Jeg græd og græd imens både Joel og sygeplejersken sad og snakkede med mig om alt mulig andet end kræft, i et forsøg på at få mine tanker afledt. Min søster ringede pludselig og sagde at hun var på afdelingen og bad om mit stuenummer. Hun kom med en masse tørklæder hun havde fået fra en kollega. Hun var i fantastisk humør og som altid, smittede hendes smil af på mig. 
Før jeg vidste af det, var alt kemoen inde i min krop og jeg blev sendt hjem.
I bilen på vej hjem snakkede Joel og jeg om hvor tosset det hele egentlig var! Her kørte vi samme tur hjem, som vi havde gjort blot 2 måneder tidligere. Den gang med en nyfødt og denne gang fordi jeg havde fået kemo. Tingene havde udviklet sig vanvittig hurtigt og vi vidste at vi nu stod overfor en endnu større prøvelse, end det i forvejen var, da vi sad i bilen som nybagte forældre.